Fine resultater til de unge bueskytter til udendørs DM 2016

30 August 2016

En guld, en sølv og to bronze medaljer var høsten i de individuelle skydninger da der blev afholdt DM for ungdom i Præstø i weekenden.



Guld til rutinen

Guldmedaljen gik til den rutinerede Lea Mogree Nissen i klassen Dame Recurve kadet (16-17 år). Lea har efterhånden deltaget i DM mange gange og også prøvet at stå øverst på medaljeskamlen et utal af gange. Lea kom ikke allerbedst fra start og hun blev derfor kvalificeret til en ret svær finalerunde. Hendes rutine, uendelig mange timers træning og hendes evne til at holde fokus igennem finalerunderne kom hende til gavn. Hun startede finalerunderne med at slå den bedste fra kvalifikationen, og dermed var vejen til guldfinalen banet for Lea, som vandt sin 3. individuelle udendørs guldmedalje og dermed har vundet DM i hver aldersklasse hun har stillet op i.

Sølv til debutanten

I den anden ende af banen, nemlig hos mikroerne (under 11 år), var det debutanten Viktor Berg Jakobsen, der igennem hele weekenden skød rigtig godt med sin barbue, som han først startede med for et lille års tid siden. Viktor fik 630 points ud af 720 mulige. Det betyder at der ikke var mange pile uden for det gule centrum. Det er rigtig flot når man tænker på at barbuen ikke har sigte eller andre hjælpemidler, som en recurvebue normalt har. Viktor blev nr 2 i kvalifikationen, et resultat han kunne fastholde i finalerunden, hvor han i en spændende guldfinale desværre måtte se sig slået med 7-3.

… også to gang bronze

Kirstine Danstrup Andersen og Xandra Kjeldsen kunne begge hjemtage en bronzemedalje i deres to klasser. De skyder begge Recurve, Kirstine i juniorklassen (18-21 år) og Xandra i Aspirant klassen (14-15 årige).

Stort DM hold

Der deltog i alt ni skytter fra Holstebro Bueskytteforening, hvoraf de tre var helt nye debutanter. ”Det er dejligt hat have nye skytter og deres familier med til DM, og det er dejligt at se at de får en god oplevelse med sig hjem uanset om der ender en medalje om halsen på dem eller ej” siger klubbens børnetræner Gunhild Brynning, ”men at vi for andet år i træk kan have tre nye skytter med til DM viser, at vi er ved at have fat i den lange ende med vores talent- og børnetræning” slutter hun.

De øvrige seks skytter der var med, er alle tilknyttet Holstebro Elitesport, hvor de har stor glæde af den fysiske morgentræning og af det talentudviklingsprogram som Holstebro Bueskytteforening, Holstebro Elitesport og Bueskydning Danmark har indgået.

 

DM holdet 2016 Holstebro Bueskytteforening
øverst fra venstre: Rasmus Brynning, Kirstine Danstrup Andersen, Lea Mogree Nissen, Signe Lønholm Sørensen, Christian Brynning, Noah Mogree.
forrest fra Venstre: Viktor Berg Jakobsen, Emilie Storgaard Kristensen, Xandra Kjeldsen, Jakob Mikkelsen.