Succes til Holstebro skytter ved bueskydningens Le Mans

4 December 2016

Hele 24 timer med kontinueret bueskydning - bueskytternes 'Le Mans' - er hvad 11 Holstebro skytter fordelt på 5 hold stillede op til lørdag/søndag 15-16 oktober 2016 i Randers til Eat-Sleep-Archery stævnet. Det blev til sejr for Kirstine og hendes to makkere fra Midtfyn og en anden plads for Team Brynning(Christian, Rasmus & Lea).

 



24 timer med bue og pil

Randers Bueskyttelaug havde i weekenden inviteret både danske og udenlandske skytter til et for bueskydningen noget anderledes stævne. Stævnet varede 24 timer og i løbet af de 24 timer skulle de deltagende hold hele tiden have en skytte på skydelinien.

Holdene endte med at skyde 990 pile, og med 44 deltagende hold, ja så blev der skudt 44.560 pile afsted i løbet af weekenden.

Hvert hold bestod af tre skytter (fire hvis skytterne var under 15 år), så de har i gennemsnit skudt 330 pile. Da et skud for en voksen skytte kræver, at man trækker ca. 20 kg. ja, så har hver deltager i løbet af weekenden trukket 6,5 tons.

Derfor var det også tydeligt at se, at klubbens unge deltagere, som er tilknyttet Holstebro Elitesport og derigennem laver styrketræning to gange om ugen samt træner med deres buer flere timer om dagen, havde en stor fordel af deres hårde arbejde i dagligdagen og deres gode fysiske form.

Men det var nu ikke kun fysikken der var en udfordring for deltagerne, også trætheden var en udfordring. Bueskydning kræver høj koncentration, og efter kun få timers dårlig søvn i en fuldt oplyst idrætshal, så kunne det søndag morgen og formiddag være lidt svært for skytterne at få fokuseret rigtigt på den gule plet 18 meter nede af banen.

Flotte resultater

Da der til dette stævne kunne dannes hold på tværs af klubber og lande, var der kun ét hold til stævnet som udelukkende bestod af Holstebroskytter. Det var tre af Holstebro Bueskytteforenings og Holstebro Elitesports gamle kendinge, nemlig brødrene Christian og Rasmus Brynning der var sammen med Lea Mogree Nissen. De deltog i Limited klassen hvor de fik en flot 2. plads kun overgået af et hold stærke piger, som også havde en enkelt Holstebroskytte med, nemlig Kirstine Danstrup Andersen, der i dagens anledning var på hold med Sif og Camilla fra Midtfyn.

 

Holstebroskytter på medaljeskammelen. 1. pladsen: Camilla (Midtfyn), Sif (Midtfyn) og Kirstine (Holstebro). 2. pladsen: Lea, Rasmus og Christian (Alle fra Holstebro). 3. Pladsen: Randi, Eli og Mikkel (alle fra Aarhus) (Privat Foto)

 

De unge i kamp mod nogle verdens bedste skytter

I den åbne klasse var der fire hold med Holstebroskytter repræsenteret. Her havde klubbens yngste deltagere (13-14 år) Xandra Kjeldsen, Line Nielsen og Soley Jonsdottir fået Frida fra Sorø med på holdet. Ud over at de skulle kæmpe imod alle de voksne hold var de også i klasse og direkte konkurrence med to stjernespækkede hold fra den danske verdenselite. Hold der bestod af adskillige verdensmestre og Worldcup vindere, så det var noget af en mundfuld for de unge, der alligevel præsterede super flot med en 25. plads ud af 31 mulige. De var skarpt forfulgt af to af Holstebro Bueskytteforenings nye compound skytter Brian Klint og Jon Bjerggard som sammen med Matthias fra Sønderborg blev nr 26. Fra Holstebro blev det Henrik Haustrup og Ulrich Kjeldsens hold der klarede sig bedst i den åbne klasse hvor de blev nr 19 sammen med deres holdkammerat Marcus fra Vordingborg.

 

Trætte med glade

Det var en flok meget trætte men også glade bueskytter der søndag kl 12 kunne stille op til holdfoto efter et velgennemført stævne hvor alle havde haft en super sjov og meget udfordrende oplevelse.

 

Trætte, beskidte og forpjuskede bueskytter efter 24 timer med en bue i hånden. Bagerst fra venstre: Jon Bjerggaard, Henrik Haustrup, Ulrich Kjeldsen, Line Nielsen, Lea Mogree Nissen, Christian Brynning og Kirstine Danstrup Andersen. Forrest fra venstre: Brian Klint, Soley Jonsdottir og Rasmus Brynning (Privat foto).

 

 

I Limited klassen hvor der kun må være lang-, bar- eller recurve skytter på et hold blev det til en første og anden plads.

1. plads: Fifty Shades of Awesomeness - Kirstine Danstrup/Camilla D. Nielsen & Sif R. Rasmussen(Midtfyn)

2. plads: Team Brynning - Rasmus Brynning/Christian Brynning/Lea Mogree Nissen

I alt deltog 13 hold i Limited klassen.

 

I Open klasse hvor også compound skytter, enten som ren compound hold eller blandet hold, måtte stille op, blev det til følgende placeringer:

19. plads: Holstebro 1 - Ulrich Kjeldsen/Henrik Juhl Haugstrup /Marcus Sehested(Vordingborg Bueskyttelaug)

25. plads: Sagittarius - Xandra Kjeldsen/Line Nielsen/Soléy Jónsdóttir/Frida Mastrup(Sorø)

26. plads: The Green Arrows - Jon Bjerggaard/Brian Klint/Mathias Hansen Damm(Sønderborg Bueskyttelaug)

I alt deltog der 31 hold i Open klasse.