Veteraner rammer plet med bue og pil

17 December 2016
Syv sårede veteraner træner med bue og pil for at blive rehabiliteret efter deres krigsindsats og ikke mindst for at kunne repræsentere Danmark til det store internationale veteranstævne – Invictus Games i Toronto til september.

I weekenden var Holstebro Bueskytteforening vært for en talentsamling, som de har været så ofte før. Denne gang var det en speciel en af slagsen, for det var syv soldater, der alle er sårede veteraner, som var samlet for at træne frem imod Invictus Games 2017, der er et internationalt stævne for netop sårede veteraner. Stævnet har mange forskellige sportsgrene og bueskydning er en af dem. De syv er med i Forsvarets Para-Idrætsprojekt, som netop har til formål at hjælpe sårede veteraner til en god rehabilitering efter at have været såret under en udsendelse for Danmark. Man bliver ikke udvalgt til at være med i Forsvarets Para-Idrætsprojekt fordi man er god til en sportsgren, man bliver udvalgt fordi det vurderes, at sporten og træningen kan betyde bedre rehabilitering. Så når man kommer med i projektet, kan man sagtens være helt ny i den sportsgren som man skal repræsentere Danmark med til Invictus Games stævnet.

Talentsamling for forsvarets veteraner hos Holstebro Bueskytteforening. Det er Piet Svendsen der står forrest (foto: privat)

Det var Piet Svendsen, der er medlem af Forsvarets Para-Idrætsprojekt og af Holstebro Bueskytteforening som havde arrangeret talentsamlingen i Holstebro. Han havde aldrig rørt en bue før han startede i projektet sidste år. Han lider af Post-traumatisk Stres (PTSD) og han udtaler: ”Før jeg startede med bueskydning havde jeg en hverdag med søvnløse nætter og isolation hjemme hos mig selv fordi jeg ikke kunne gå ud. Nu har jeg næsten fået min identitet tilbage”.

Klubtræner Pieter Mogree siger ”På det år Piet har trænet hos os, har vi oplevet, at han er blevet en rigtig habil bueskytte, der kan konkurrere på lige fod med klubbens andre medlemmer og kan deltage i klubaftener og sociale arrangementer, som vi andre. Da han startede havde han meget svært ved at håndtere, hvis der var for mange i klubben og især havde han det svært, når buen ikke ville det samme som ham”. Piet Svendsen deltog i sit første Invictus Games stævne i Orlando i maj 2016 hvor alle klubbens medlemmer spændt fulgte hans skydning igennem facebookopdateringer – her blev det til en flot 10. plads (ud af 65 skytter) og en 4. plads i holdkonkurrencen.

”Jeg har glædet mig til at vise min klub til de andre skytter, for jeg synes, vi har nogle gode faciliteter, og en hyggelig klub” sagde han. Det var to af klubbens trænere, Ulrich Kjeldsen og André Svendsen som var med på samlingen hvor de stod for at træne og vejlede de syv skytter, som alle var meget glade for deres indsats. ”De fandt hurtigt ud af hvordan sådan en flok gamle soldater skal håndteres” sagde Piet Svendsen bagefter. Skytterne var også meget glade for de faciliteter der er på Idrætscenter Vest, hvor Holstebro Bueskytteforening holder til.

”Vi synes det er dejligt når vores klub kan være vært for talentsamlinger af alle slags, for det er med til at vise, at i Holstebro kan vi det der med bueskydning, også lærer vi også selv noget som klub, hver gang der kommer gæster” siger Ulrich, som også er medlem af klubbens bestyrelse. ”Vi er mere vant til at det er unge talenter der kommer på besøg, men det har været sjovt at arbejde med veteranerne i denne weekend” slutter han.