Mindeord om Jens Hansen 1950 - 2020

19 November 2020
Vi har d. 18. november 2020 modtaget den triste besked om at Jens Hansen afgik ved døden søndag d. 15. oktober 2020, kort efter sin 70 års fødselsdag. Jens har været medlem af Holstebro Bueskytteforening i 27 år og i alle år har han både været aktiv skytte og en uundværlig frivillig i klubbens arbejde. Derfor var han også de sidste år æresmedlem af klubben.

I 90’erne var Jens en af de fire Herre Recurveskytter som udgjorde det nok stærkeste hold Holstebro Bueskytteforening nogensinde har haft. Udover Jens bestod holdet af Villy Nielsen, Ole Gammelgaard og Frank Alberg. De fire trænede sammen og støttede hinanden, men der var også en evig konkurrence imellem dem om at være med på tremandsholdet. De skabte sammen et træningsmiljø som medvirkede til at gøre ikke bare de fire herrer stærkere, men også adskillige af klubben yngre skytter havde glæde af det, og nåede et højt nationalt og internationalt niveau.

I det nye årtusinde blev Jens optaget af at være viking. Det betød, at han kastede sig over langbuen. Han blev en ret habil langbueskytte, og det er ikke mange år siden, Jens deltog i Holstebros sommerstævne som langbueskytte. Han byggede sine egne langbuer og pile, samt alt det tilbehør der hører til en rigtig viking. Jens ville gerne dele ud af sin viden om langbuer, og han har hjulpet flere af klubbens unge i gang med at skyde med langbue.

Jens’ nyeste interesse var hans bier. Han producerede den dejligste honning, som man kunne være heldig at få sig et glas af, hvis man var til træning på den rette dag.

Jens fungerede i en årrække som formand for klubben og han har været en fast mand i teamet bag Holstebro Bueskytteforenings stævneafvikling. Han har været skydeleder ved uendelig mange stævner og han har utrætteligt hjulpet med at kridte baner og slæbe udstyr når stævnerne skulle sættes op. Sidst så vi Jens i den rolle da klubben afholdt DM i 2019, her var Jens nok allerede mærket af det, der senere skulle vise sig at være en dødelig sygdom, men han tog fat alligevel.

Jens ville have at tingene gik rigtigt til og han var meget opmærksom på sikkerhed omkring afviklingen af skydningen. Klubbens yngre medlemmer kan nok mest huske Jens som den lidt utålmodige ældre skytte, der utrætteligt insisterede på koncentration og effektivitet på skydelinien. Han var ikke bange for at råbe højt hvis børnene glemte sikkerhedsreglerne, eller hvis de unge fik for meget gang i spas og ballade under skydningen. På den måde har han også været med til at opdrage de nyeste generationer af bueskytter i Holstebro.

I de sidste år mærkede Jens at kræfterne svandt, men alligevel kæmpede han lidt på skift med både sin recurvebue og sin langbue. Han har trænet regelmæssigt helt frem til sidste vinter, hvor han umiddelbart inden Corona nedlukningen opgav at skyde med sin bue, selvom han ikke tog den med hjem – han ville være bueskytte.

Vores tanker går i disse dage til Jens kone Britta, som har været en svær tid igennem. Jens har sat sine tydelige spor i Holstebro Bueskytteforening og vi vil mindes ham med glæde og et kærligt smil.

Æret være Jens minde.